PCO ud fra en personlig vinkel 

Jeg var 11 år, da det i 1986 første gang gik op for, mig at jeg havde usædvanligt mange hår. Sorte hår på steder hvor piger normalt ikke havde hår. De var specielt slemme på mine skinneben og min overlæbe. Det var en dreng fra min klasse, der pointerede det for mig. Selvfølgelig ham jeg var håbløst forelsket i, så det var en frygtelig besked at få. Jeg vidste ikke, hvorfor jeg havde det. Jeg troede, at det var fordi jeg var mørkhåret. Jeg vidste heller ikke, hvorfor jeg allerede som 10-årig, havde fået menstruation, hvorfor jeg blødte uregelmæssigt men meget voldsomt, når det endelig kom. 

Min læge gav skylden på overvægt. Jeg var allerede dengang et rundt barn, som han sagde. Det ville gå i sig selv, hvis jeg tabte mig.

 

Jeg blev sendt hjem med en kur på så meget pasta som muligt og ingen fedt! Alt skulle være light, for der var ikke fedt i. Det var dengang, man ikke kunne tage på af kulhydrater. Desuden var min familie også store, så det lå nok i mine gener, jeg skulle bare tage mig lidt sammen og så følge den kur.

 

Resultatet blev selvfølgelig, at jeg blev en småtyk teenager, der aldrig rigtigt kom af med æbleformen. Jeg havde slanke ben og arme og den tykkeste mave. Min menstruation kom, som vinden blæste, og da drengene blev interessante, blev det til mange bekymringer om graviditet og udgifter til tests. Det MÅTTE jo være derfor, den ikke kom, også selvom der var blevet brugt beskyttelse. Min læge kunne ikke sige andet end, at det var fordi jeg var for tyk.

 

Som 19-årig lå jeg trods alt 10 kg over normalvægten for min højde, så det måtte være det. Jeg gik hjem med endnu en kostplan med masser af pasta og en recept på p-piller, så vi kunne løse det problem med den manglende menstruation. Kosten var jeg glad for, det er jo ideelt for en studerende, og p-pillerne ku jeg godt leve med, så kom menstruationen jo som den skulle. Jeg kunne næsten ignorere stemmen, der sagde, at det gjorde den jo kun, fordi jeg TOG p-pillerne.

 

Jeg gik fra at være en småtyk teenager til en overvægtig ung voksen. Jeg flyttede til England efter gymnasiet, og mødte en mand, som jeg giftede mig med. Vi spiste mange ris, det var jeg glad for, det passede jo i den diæt, jeg havde fulgt i mange år. Jeg blev tykkere og tykkere. Til sidst vejede jeg 120 kg, og måtte stoppe med p-pillerne, for det blev farligt med blodtrykket. Jeg stoppede med at tage dem i 1998, og der skulle gå 5 år før min menstruation viste sig igen, og 9 år før den kom mere end 1 gang om året.

 

I 2000 var mit ægteskab slut, og jeg flyttede tilbage til Danmark. Da var jeg 25, jeg vejede 130 kg. Jeg var desperat efter sukker døgnets 24 timer. Jeg var så træt, at jeg slet ikke kunne hænge sammen, og jeg måtte have 4 vækkeure for at komme op om morgenen. Jeg havde overskæg og skæg på hagen som en Teenage-dreng?. Min hud havde pludseligt fået et akne angreb, efter jeg som teenager max havde haft 2 bumser overhovedet! Min hud var blevet mørkere under brysterne og ved inderlårene, og jeg led konstant af bylder. Jeg var led og ked af det hele, og det drejede sig mest om at komme igennem arbejdsdagen, så jeg kunne gå hjem og spise slik og ligge på sofaen. Jeg var godt klar over, at der var noget galt. Det er jo ikke normalt, at man ikke har menstruation. 

Jeg troede dog fuld og fast på, at det "bare" var fordi, at jeg var tyk, og det havde jeg ikke brug for at få af vide af min læge.

 

Jeg prøvede mange gange at tabe mig. Jeg har smidt 15 kg mange mange gange, og har taget dem på lige så mange gange. Jeg besluttede mig til sidst for at leve med det, og få noget ud af livet alligevel. Jeg kunne jo tydeligvis ikke selv gøre noget ved det, og der var absolut ingen hjælp at få hos min læge. Jeg kunne gå hjem og vente på, at diabetes 2 satte ind, så kunne jeg komme tilbage (min læge er sød og interesseret, men han er jo underlagt de samme regler som alle andre).

 

Jeg tog til Asien i 4 måneder i 2004, og da jeg kom hjem, havde jeg det på mange måder bedre, end jeg havde haft det i lang tid. Jeg havde tabt mig 22 kg helt uden at prøve. Det klarede 2 måneder i Indien fint for mig. Jeg havde endda haft menstruation 2 gange indenfor samme år. Det eneste problem jeg havde, var sukkertrangen, der var større end nogensinde. Men sådan er det jo, når man er tyk, så er man glad for de søde sager.

 

Jeg tog da også de 22 kg på igen. Derudover, var jeg så træt, at jeg faldt i søvn konstant, selv når jeg var sammen med mennesker eller på arbejde. Til sidst gik jeg til lægen, og fik taget en blodprøve. Dommen var en kronisk autoimmun stofskifte sygdom, som jeg højst sandsynligt var født med. Jeg kom til undersøgelse på hospitalet, og blev i den forbindelse spurgt, om jeg ville tillade, at en medicin studerende var med til samtalen og foretog undersøgelsen. Det indvilgede jeg i. Ved samtalen spurgte den studerende til min hårvækst, som han jo kunne se og min menstruation. Ved undersøgelsen bemærkede han, at jeg ømmede mig når han trykkede på mine æggestokke.

 

Ved undersøgelsen vejede jeg 137 kg og var voldsomt æbleformet. Lægen besluttede derfor, at jeg også skulle undersøges for polycystisk ovariesyndrom. Jeg blev scannet, og fik konstateret "perlerækken", altså mange cyster i æggestokkene. Jeg kom i behandling med Metformin samtidig med behandlingen for stofskifte sygdommen. Pludselig havde jeg 2 hormonlidelser, som jeg skulle finde ud af, hvordan jeg skulle leve med.

 

Lægerne var søde, men lagde meget tidligt i forløbet op til, at ændringen skulle komme fra mig, og det var kost og motion der var vejen frem. Jeg tog derfor på en slankehøjskole for at tabe mig, og for at finde et forhold til min krop igen. Jeg havde formået at distancere mig så meget fra den, at jeg ikke kunne kende mig selv i spejlet. Jeg tabte på højskolen 25 kg over 7 måneder, og fandt mig selv igen. Den rigtige kost og Metformin hjalp mig utroligt meget, og jeg fik tilført det manglende stofskifte hormon i piller, så jeg var snart heller ikke så træt mere.

 

I dag har jeg været udredt i 2 år. Det var været en meget stor lettelse og en relativt stor sorg. Jeg har indtil videre ikke turde berøre hele fertilitetsspørgsmålet endnu. Jeg planlægger ikke børn de næste par år, men efter jeg har fundet ud af, at jeg har PCO, har jeg pludseligt fået travlt. Det er egentligt det, der er det værste. At jeg nu ved, at jeg ikke kan beslutte mig for, at nu vil jeg være mor, og så bliver jeg det bare. I dag ved jeg, at det ikke bare bliver sådan, og at det måske slet ikke bliver.

 

Jeg er fortrøstningsfuld, og tror fuld og fast på videnskaben, men det er lige som om, at jeg har fået smidt en kæp i hjulet. Samtidig, er jeg frustreret over den manglende viden og indsigt hos den brede befolkning af læger. Vi har nogle fantastiske læger, der gør et stort stykke arbejde indenfor PCO, og de følger det har. Men den almene læge er uvidende, og det er derfor meget op af bakke, og der er stadig ingen hjælp at få. Jeg er lykkelig for, at jeg blev undersøgt af en studerende, der for det første havde alt frisk i hukommelsen, og dels var meget grundig, fordi han skulle øve sig. Min drøm er, at det ændrer sig indenfor en overskuelig fremtid. Det er jo med PCO som så meget andet, det kan jo mindskes, man kan bare ikke alene. Jeg har været til mange diætister, og har fundet ud af, at der ikke er mange af dem, der ved noget om PCO kost, så jeg har måtte stykke noget sammen.

 

I dag spiser jeg meget kulhydratfattigt. Jeg erstatter så vidt muligt kartofler, pasta og ris med grøntsager eller bælg frugter. Jeg er helt holdt op med at spise hvidt brød og light produkter. Fedt er pludseligt ikke bandlyst mere. I starten var det nærmest grænseoverskridende at handle efter de nye kostanvisninger, men jeg har det så meget bedre, når jeg spiser ordentligt. I dag har jeg tabt 27 kg. Det går meget stille og roligt, men det går den rigtige vej. Jeg har ikke så mange anfald af trods, omkring det at jeg altså HAR PCO, og jeg har det for altid. Min hårvækst er det samme, men min sukkertrang er heldigvis stort set væk. Det bedste af det hele er, at jeg har haft regelmæssig menstruation i 5 måneder. Jeg er forhåbningsfuld omkring fremtiden, og er helt sikker på, at det nok skal gå alt sammen.