Mange års kamp uden diagnose 

Jeg er 28 år, lykkelig mor til en datter snart 3 år - mit eget mirakel!
 

Min historie er lang, selvom jeg officielt kun har lidt af PCOS i cirka 3 år. Før da havde jeg 'bare' for meget mandligt hormon.

 

Jeg var allerede som 13-årig til undersøgelser på hospitalet, fordi mine menstruationer stoppede, og jeg fik skægvækst. Lægerne fastslog, at jeg havde for meget mandligt hormon, og jeg fik Diane Miete P-Piller, som skulle fjerne generne, samt genoprette blødninger. Jeg fik at vide, at jeg ikke havde ægløsning, så den dag jeg ville have børn, skulle de sættes i gang kunstigt. Mit 'skæg' blev ikke taget seriøst, for 'sydlandske piger har jo også 'skæg', og du er jo samme type'. Jeg kæmpede min kamp mod skægget, som blev til rigtige tykke skægstubbe, med pincet, epileringsapparater (dem til benene) osv., og jeg begyndte tidligt at bruge make-up for at dække den hud, der var ødelagt af den hårde behandling. Mindes hvordan jeg aldrig kunne sove nogle steder, uden af måtte snige mig op med et barberblad om natten, for at ingen skulle mærke mit skæg kradse om morgenen. Jeg var nødt til at barbere mig mindst 1 gang dagligt.

 

For 6 år siden fik jeg blodpropper i mit ene ben, og var tvunget til at lægge p-pillerne på hylden. Inden da havde jeg været igennem en del kraftige hormonbehandlinger - for at 'kurere' de for mange mandlige hormoner.

 

I sommeren 1999 blev jeg meget uventet gravid. Jeg havde siden blodpropperne ikke beskyttet mig, for jeg kunne jo alligevel ikke blive gravid. Men det blev jeg - på helt naturlig vis. Min læge under graviditeten kom igen ind på snak om PCOS, og da min datter var blevet født og var færdig med at blive ammet mm., blev jeg sendt til undersøgelser.

 

Jeg fik at vide, at mine æggestokke var ganske 'katastrofale', og at Nicole (min datter) er et sandt mirakel! 'Normalt' får jeg ingen ægløsning, men der må jo have været én.

 

Jeg blev indstillet til operation for fjernelse af ovarier, med lovning om, at ALT ville gå i orden efter en sådan operation. Først for få uger siden - i forbindelse med foreningsarbejdet her - fandt jeg ud af, at den operation kun holder ganske kort tid, og ikke permanent, som jeg var blevet lovet.

 

Jeg er nu er blevet diagnosticeret både med PCOS og IR (insulin resistens). Jeg får Metformin, som har hjulpet mig til at kende til mæthedsfornemmelsen, som jeg indtil da ikke kendte.

 

Mange års helvede er IKKE forbi, men jeg har en forklaring nu. En forklaring på, hvorfor jeg ikke taber mig på en 800 kaloriers kost, hvis denne består af nogle 'forkerte' kalorier, på hvorfor jeg har døjet/døjer så meget med temperament, koncentrationsbesvær, rigtigt gedeskæg (som jeg har fået fjernet en stor del af vha. laser), væskeansamlinger, manglende menses osv.

 

Mit største problem er, at jeg ikke må få hormoner, pga. tidligere blodpropper, så man ikke kan stabilisere blødninger el.lign. Jeg lider frygteligt af træthed, og må holde mig meget strengt til diæt uden kulhydrater. Jeg bløder ikke af mig selv, men skal have sat blødninger i gang, når der er gået for længe. Jeg får smerter, kvalme, brystspændinger og temperamentet er ikke til at styre. Jeg kæmper med overvægt, som er begyndt at belaste knæene for meget.

 

Til gengæld har jeg mit mirakel - Min elskede datter, som 'ikke kunne ske'.