PCOS-klinik i Odense
| Siden oktober 2006 har Odense Universitetshospital, som det første sted i Danmark, samlet kvinder med PCOS på en klinik. I klinikken ses kvinderne på samme tid både af en speciallæge i medicinsk endokrinologi og en speciallæge i gynækologi. |
Forskningsprojekt med medicin mod symptomerne på PCOS |
Symptomerne ved PCOS kan være menstruationsforstyrrelser, barnløshed, øget uønsket krops- og ansigtsbehåring, hårtab, uren hud, overvægt, forhøjet blodtryk og sukkersyge.
De varierende symptomer kan give behov for specialistviden både indenfor gynækologi, medicin og hudsygdomme. I en nylig australsk undersøgelse fandt man at speciallæger i medicinsk endokrinologi og speciallæger i gynækologi foreslog helt forskellig undersøgelse og behandling af kvinder med PCOS. Man kan således med fordel kombinere specialerne til et mere nuanceret og "Up-to-date" behandlingstilbud.
Forløb på PCOS-klinikken
Kvinder henvist til afdelingen med mulig PCOS,vil først blive indkaldt til blodprøver. Det er vigtigt at man forud for blodprøverne ikke tager p-piller eller metformin (med mindre det gives pga. sukkersyge) i 3 måneder.
Når svar på blodprøver foreligger, møder kvinden på PCOS-klinikken, hvor både en speciallægei medicinsk endokrinologi samt en speciallæge i gynækologi deltager. Ved konsultationen optages en journal, der måles blodtryk, vurderes hårmængde og hårfordeling, måles højde, vægt og mave-hofte-omfang, og udføres en ultralydsscanning af underlivet.
Hvis der findes tegn på PCOS, gives information om sygdommen, herunder forslag til behandling vurderet fra såvel en medicinsk som en gynækologisk synsvinkel. Kvinder med mørke hår kan skrives på venteliste til 3 gratis hårfjerningsbehandlinger i ansigtet (ca. 1 års ventetid). Herefter tilbydes ofte kontrol i PCOS-klinikken til opfølgning af den iværksatte behandling.
Klinikken giver mulighed for at tage fat på flere aspekter ved PCOS sygdommen på samme tid. Samarbejdet mellem gynækolog og medicinsk læge giver også mulighed for, at vi kan samle vigtig information om danske kvinder med PCOS.
Forskningsprojekt
I løbet af få måneder starter vi et forskningsprojekt som skal undersøge forskellen mellem behandling med p-piller, metformin eller begge medikamenter. Deltagerne behandles i 2 år og medicinen udleveres gratis i forsøget.
Hvis du er interesseret i at deltage, kan du læse mere om projektet her.
Kan alle henvises til PCOS-klinikken i Odense?
Ja - kvinder fra hele landet kan blive henvist til os mens evt. senere kontroller kan foregå lokalt. Klinikken har åben ca. 1 gang om måneden, så kapaciteten er ikke så stor endnu. Vi kan ikke tilbyde dækning af transportudgifter.
Der skal en henvisning til fra egen læge.
Følgende læger står for klinikken:
-
Overlæge, dr.med. Pernille Ravn,
Gynækologisk-Obstetrisk afdeling, Odense Universitetshospital
-
Overlæge, Ph. D Marianne Andersen,
Endokrinologisk afdeling M, Odense Universitetshospital
-
1. reservelæge Dorte Glintborg,
Endokrinologisk afdeling M, Odense Universitetshospital