Insulinresistens og metformin  

Udarbejdet af PCO-foreningen i samarbejde med Hanne Udengaard, Forskningssygeplejerske på Fertilitetsklinikken ved Herlev Amtssygehus
 
Insulinresistens er hovedproblemet for de fleste patienter med PCO.
Indenfor de seneste år er det blevet mere og mere almindeligt, at behandle insulinresistens i forbindelse med PCO med Metformin. 


Lidt om Insulin, insulinresistens og PCO
Insulin produceres i bugspytkirtlen, og har blandt andet til opgave at stimulere, at sukkeret fra blodet optages i muskler, lever og fedtvæv.

 
Hvis insulinreceptorerne er svækkede - og følsomheden for insulin hermed er nedsat - siger man, at man har insulinresistens.
 
Man kan blive insulinresistent pga. overvægt, manglende fysisk aktivitet eller bare fordi man har disposition til det pga. PCO.
 
Hvis sukkeroptagelsen til musklerne ikke er optimal, som følge af insulinresistens, vil bugspytkirtlen som kompensation producere endnu mere insulin, så sukker optages alligevel. Det er også meget godt - men det resulterer samtidig i høj insulinkoncentration i blodet. Derfor er PCO-patienters insulinniveau ofte forhøjet.
 
Det er dette høje insulin, som giver nogle uhensigtsmæssige forstyrrelser ved PCO:
  • Det høje insulin hæmmer leveren i at danne SHBG ( som skal holde styr på androgenerne), hvilket resulterer i øgede mængder frit (aktivt) androgen i blodet.
  • Det høje androgen, sammen med det høje insulin, forstyrrer hypofysens udsendelse af de hormoner (LH + FSH), som skal stimulere æggestokkene, resulterende i en øgning af udsendelsen af LH.
  • Det høje LH bevirker at ægudviklingen kan gå i stå, der kan gå lang tid imellem, at der er en normal ægløsning og menstruationerne kan blive meget uregelmæssige.
  • Samtidig stimulerer insulin og LH æggestokkene til at producere endnu mere androgen, som yderligere forstærker ubalancen - en slags ond cirkel.
  • Den øgede mængde androgen kan samtidig give symptomer som uønsket hårvækst og uren hud.
  • I forbindelse med graviditet menes insulinresistensen desuden at være medvirkende til, at kvinder med PCO har øget risiko for at abortere tidligt i graviditeten,- og øget risiko for at udvikle sukkersyge under graviditeten.
2 slags insulinresistens
Der er forskellige måder at være insulinresistent på.
 
Rent praktisk kan man godt sige at der er to slags insulinresistens indenfor PCO:
  • Normalvægtige eller tynde PCO-patienter er som regel kun insulinresistente i musklerne.
  • Overvægtige PCO-patienter er herudover insulinresistente i hjernen. Man ved at insulin har en rolle i forbindelse med hjernens regulering af kroppens energibalance - og hermed følelsen af sult og mæthed. I tilfælde af insulinresistens i hjernen, kan man have nedsat mæthedfornemmelse, hvilket bevirker at man har brug for at spise mere end andre for at føle sig mæt. Det kan være en medvirkende forklaring på den øgede tendens til overvægt hos ca. halvdelen af PCO-patienter.
Metformin
Metformin er oprindelig et præparat, der anvendes til behandling af Type 2 diabetes (Gammelmandssukkersyge), da hovedproblemet også her er insulinresistens.
 

Metformin kaldes en "insulinsensitizer".

 
Metformin gør, at insulinfølsomheden øges, hvilket medfører at insulin produktionen ikke behøver at være så stor, og insulinkoncentrationen i blodet falder. Midlet virker sænkende på blodsukker og insulin efter et par timer. Der kommer dog først mærkbar virkning efter nogle ugers brug.
 
Metformin er ikke en slankepille, men kan få appetitreguleringen i hjernen , til at fungere bedre - og hermed forbedres mæthedsfornemmelsen. Desuden nedsættes sukkeroptagelsen i fedtvævet.
 
Har man graviditetsønske, vil Metformin øge graviditetschancerne på følgende måder:
  • Kvinden får mere regelmæssige ægløsninger og menstruationer.
  • Hvis hormonstimulation er aktuel i forbindelse med barnløshedsbehandling, øges følsomheden for Klomifen- og FSH-behandling.
  • Risikoen for tidlig spontan abort nedsættes. 
  • Risikoen for at udvikle Type 2 diabetes under graviditeten nedsættes.

  

Pga. den forholdsvise korte periode, Metformin har været anvendt til PCO-behandling, er der stadig mange ubesvarede spørgsmål om, hvordan det anvendes bedst. Der er f.eks. uenighed om, hvorvidt Metforminbehandlingen skal fortsætte efter konstateret graviditet, - og i givet fald om man skal stoppe i 7. uge eller fortsætte hele graviditeten. Det man er bange for er fosterskader, selvom de få studier der på nuværende tidspunkt foreligger, ikke tyder på det. Lad derfor din læge råde dig.

 
Dosering
Metformin findes som tabletter på 500 mg og 850 mg. Det forhandles under følgende navne: Metformin, Orabet og Glucophage.
 
Doseringen er individuel, og afhængig af hvor meget man kan tåle (bivirkninger), men også af virkningen af præparatet. Derfor skal behandlingen planlægges nøje sammen med lægen.
 
Almindeligvis vil man starte langsomt op med 500 mg 1-2 gange dagligt og så langsomt arbejde sig op til en passende dosis, der normalt vil være max. 2000 mg dagligt. Det kan, pga. bivirkninger, for nogle være nødvendigt at gå lidt ned i dosis, inden man forsøger at stige igen. Når effekten er optimal, kan dosis evt. nedsættes.
  
Bivirkninger
Generelle bivirkninger til Metformin er:
  • Appetitløshed
  • Kvalme
  • Opkastning
  • Diarré
  • Metalsmag i munden

Erfaringer viser dog, at bivirkningerne oftest forsvinder efter 2-3 uger, og at generne kan mindskes, hvis tabletterne indtages i forbindelse med et måltid.

 
Kontrol af blodprøver
Metforminbehandling skal altid foretages i samråd med en læge. Først og fremmest er det receptpligtigt, derudover er det vigtigt at man løbende bliver kontrolleret under behandlingen, for at sikre at man kan tåle det og er i stand til at udskille medicinresterne.
 
Blodprøver tages inden opstart for at sikre, at nyre- og leverfunktionen er normal inden behandlingen. ( Nyrer: Kalium, natrium, bicarbonat og creatinin) (Lever: Bilirubin, ASAT og basisk fosfatase) Her tages ofte også en måling af blodsukker- og insulinniveau.
 
Under behandlingen tages kontrollerende blodprøver efter behov. Mange vælger at kontrollere lever- og nyrefunktionen efter 1 måned og ved opnåelse af fuld dosis, og herefter ca. en gang årligt. Det der er vigtigt, er at kontrollere ved mistanke om påvirket lever- eller nyrefunktion.
 
Ifølge lægemiddelkataloget, bør vitamin B12-koncentrationen i blodet kontrolleres hvert 2. år, da Metformin kan forringe optagelsen af vitaminet.
 
Den vigtigste årsag til at kontrollere blodprøver under behandlingen er, at der i yderst sjældne tilfælde opstår den livfarlige tilstand: Laktacidose - en form for ophobning af affaldsstoffer- hvis lever- eller nyrefunktionen er for dårlig til at udskille medicinresterne.
 
Særligt disponerede for laktacidose er patienter med hjertesygdom, alvorlige infektionssygdomme, lever- og nyrelidelser og alkoholmisbrug. Indtagelse af jodholdige kontraststoffer samt visse former for medicin kan også påvirke Metformins virkning, så fortæl lægen, hvis du bruger anden form for medicin.
 
Alternativ til Metformin?
Er du en af de få, der ikke kan tåle metformin, så fortvivl ikke - den allermest effektive behandling af insulinresistens er motion og sunde kostvaner, og for overvægtige også vægttab. For mange kan Metforminen på sigt erstattes af motion og sunde kostvaner.
 
Udover mere motion og sunde kostvaner kan du også gå til din læge og drøfte evt. alternative behandlingsformer til Metformin.