Endokrine forstyrrelser
Endokrine kan oversættes med hormonelle.
At PCOS er en endokrin forstyrrelse refererer til, at en række af de endokrine organers hormonproduktion er forstyrret ved PCOS. Et endokrint organ er et organ, som producerer hormoner, som frigives til blodet for at påvirke en funktion et andet sted i kroppen.
Der er tale om:
-
Bugspytkirtlens produktion af insulin.
Insulin har betydning for optagelse af sukker fra blodbanen til musklerne, leveren og fedtvævet. Ved PCOS øges insulinproduktionen, samtidig med at optagelsen af sukker til muskler og lever svækkes. Optagelsen af sukker til fedtvævet øges derimod.
-
Leverens produktion af SHBG.
SHBG ( Sexual Hormon Bindende Globulin) har betydning for en tilpas balance af virksomt østrogen og testosteron i blodet. Ved PCOS dannes der for lidt SHBG, og bl.a. derfor ses der forhøjede mængder testosteron (androgener = mandligt kønshormon)
-
Æggestokkenes produktion af testosteron.
En tilpas mængde testosteron er af betydning for ægudviklingen. Ved PCOS producerer æggestokkene for meget testosteron, hvorfor ægudviklingen og ægløsningen forstyrres.
-
Hypofysens produktion af FSH og LH.
FSH og LH har betydning for en normal menstruationscyklus, ægløsning og chance for at blive gravid. Ved PCOS er LH forhøjet og FSH nedsat, hvilket gør at ægudviklingen går i stå.
Herudover forstyrres følsomheden for insulin og følsomheden for fedtvævets leptin. Både Insulin og leptin har betydning for appetitreguleringen, som styres oppe fra hjernen.