PCO og følelserne

Temaartikel til PCO-foreningens nyhedsbrev februar 2005.
Af Krop- og gestaltterapeut og sygeplejerske Jytte Lundsgaard - www.j-lundsgaard.dk
 
Når man får stillet diagnosen PCO, dukker mange tanker og følelser frem.

 
De fleste har i længere tid levet med følgerne af at have PCO, men ikke vidst, hvad årsagen var til f. eks de uregelmæssige menstruationer, trætheden mm.
 
Det kan derfor umiddelbart føles som en lettelse at møde fagfolk, der kan stille en diagnose og fortælle hvad det drejer sig om. En lettelse der dog ofte hurtigt afløses af tankerne om fremtiden.
 
For mange piger vil der følge en tid hvor alle tanker drejer sig om ”sygdommen”, hvor alt kan føles trist og håbløst.
 
I denne tid har man brug for støtte af mand/kæreste familie og venner, mennesker der står en nær, og som vil lytte og give omsorg. Imidlertid er der en del piger der mangler et godt netværk, eller ikke viser følelserne. De holder sig for sig selv, og vil ikke belaste andre. Men indeni er sorgen, og hvis den ikke kommer ud, kan den give en meget lang tid med følelsen af tristhed, manglende energi, håbløshed og lavt selvværd.
 
Derfor er det vigtigt at møde andre med PCO. Møde piger der forstår, uden man behøver at forklare, piger der har fundet ud af at leve med sygdommen.
 
Samtidig er det utroligt vigtigt at få talt med fagfolk, f. eks en fertilitetslæge der er kendt med PCO, og at læse om PCO. Jo mere viden, jo mere kommer PCO’ en ”på plads” inde i en. Energien til at være aktiv og gøre det der er godt for en vender tilbage, og i takt hermed øges ens selvværd og glæde.
 
For nogle kan tidligere oplevelser med svigt, ensomhed og lavt selvværd gøre det endnu sværere at få konstateret PCO. Det kan føles som endnu et bevis på, at man ikke er så meget værd, hvilket gør at man ofte trækker sig endnu mere ind i sig selv, bliver mere trist og selvudslettende.
 
Igennem ens barndom har vi lært at hygge og trøst er ensbetydende med noget at spise, og helst noget sødt. Det gør det ikke nemmere at vi lever i en tid, hvor forbruget af slik, sodavand og andre søde sager er eksploderet. Alt leveres i større og større portioner, colaèn i 2 liter, burgeren i mega size, slikposerne ekstra store. Vi småspiser dagen lang og ofte er det noget sødt vi tygger til.
 
Når man kommer i krise, og alt føles svært, er det for mange en måde at trøste sig på. Man spiser for at trøste sig selv, for ikke at mærke, hvor ondt det gør.
 
Men det der føles svært inden i, forsvinder ikke. For at få det godt igen må man åbne sig og sætte ord på følelserne.
 
Er man overvægtig og ønsker at tabe sig, og måske samtidig føler sig trist og alene med et lavt selvværd, så er det en svær opgave at slanke sig. For hver gang man falder i og tager lidt på igen, kan det føles, som en bekræftelse på, hvor uduelig man er.
 
Derfor kan det være en stor hjælp sideløbende at få professionel støtte til at bearbejde de psykiske aspekter. Støtte til at mærke og udtrykke sine følelser, mærke hvordan man har det inderst inde, og hvad der er godt for en. Så vender energien, lysten og glæden tilbage med fornyet styrke. Behovet for at trøste sig mindskes og man får styrken til at skabe det liv man ønsker sig.
 
At få eller bevare en sund livsstil er vigtig både for slanke og overvægtige piger med PCO. Det handler ikke kun om dårlige vaner. For mange er det motivationen det drejer sig om, hvad får jeg ud af at ændre livsstil?
 
Det er den, der får en til at være vedholdende, den der får en til at sige nej til det usunde og ja til det sunde.
 
Hvad er din motivation? Hvad kan få DIG til at fastholde en livsstil, som er god for dig?
 
Tænk for eksempel på:
  • Hvor meget tid og energi, du vil få til overs, hvis du ikke bruger den på
    tankerne om vægten 
  • Hvor meget kan det påvirke din krop fysisk, og dine muligheder for at få børn? 
  • Hvordan vil du få det, når du er slank og fuld af energi? 

Følelsesmæssige reaktioner ved barnløshed

 
Mange piger med PCO har svært ved at blive gravide og må søge hjælp på fertilitetsklinikker eller hos gynækologer.
 
Børn er for de fleste meningen med livet og når man ikke kan få barn når man ønsker det højt, kan det føles som et kæmpe tab. Et tab, ikke kun af barnet, men også af alt omkring det at have et barn. Det at være gravid. At skabe familie og glædes dagligt over at se sit barn ud vikle sig. Gøre sine egne forældre til bedsteforældre, selv blive bedsteforældre og føle ens liv føres videre, også efter døden.
 
Barnløsheden fører ofte til en krise i livet, hvor mange tanker og følelser fylder i en.
 
Følelser og reaktioner, som tidligere var ukendte for en, men som man nu dagligt kæmper med.
 
Det kan være:
  • At man føler at det er ens skyld, at man ikke bliver gravid
  • At man føler sig alene og udenfor fællesskabet med gravide veninder/kolleger
  • At det er svært med de mange spørgsmål fra omgangskredsen
  • At det er svært at være sammen med gravide og små børn
  • At man reagerer anderledes end man plejer. Bliver nemmere ked af det og græder
  • At man isolerer sig for at undgå kontakt med gravide/børn, og bliver opfattet som
    hård og ufølsom
  • At man føler sig vred og afmægtighed. Hvorfor lige mig? 
  • At man føler jalousi og misundelse overfor andre børnefamilier 
  • At man føler sig mindre værd som kvinde 

Ofte er det en stor lettelse at starte behandling og møde læger og personale, der tager en alvorligt og ved hvilken hjælp der skal til. Man fyldes af håb og glæde, men samtidig udsættes man for yderlig belastning.

 
Langt de fleste par, der går i behandling for barnløshed har et godt og stærkt forhold.
Fertilitetsbehandlingen vil for mange være en tid hvor man lærer hinanden endnu bedre at kende, hvor nærheden og fællesskabet øges.
 
Men parforholdet er samtidig også udsat for et stort pres. Som kvinde kan det være svært at leve op til sin kvindelige identitet. Svært at have det samme behov for sex, når ens krop samtidig udsættes for hormoner mm. Svært at være den man var. Nogle bliver bange for at miste deres mand. Miste ham til en anden kvinde, der ikke har problemer med at få børn.
 
Behandlingerne vil tage meget af ens tid, og det kan være svært at få plads til andre ting i livet i den periode. Men det er vigtigt at være opmærksom på, ikke at komme for langt væk fra, hvad man tidligere brugte sin fritid på. Vigtigt at holde fast i en selv, og det man har lyst til.
 
Vær opmærksom på:
  • Vær åben og lyttende overfor hinanden 
  • Selv at tage beslutning om, hvor langt du/I vil gå i behandlingen
  • At holde pauser i forløbet
  • At have en god veninde/ven at snakke med
  • Overvej om du vil delagtiggøre alle om behandlingerne
  • At leve sundt og dyrke motion
  • At se venner og familie
  • At dyrke fritidsinteresser, tage på ferier

For 3 ud af 4 der gennemgår et behandlingsforløb lykkes det at få børn. Men vejen dertil er ofte lang. Ofte er man igennem flere behandlinger, og nogle er udsat for den store sorg, at opnå at blive gravid og så alligevel at miste barnet. Det er næsten ubærligt.

 
Alligevel forsøger de fleste igen, og gudskelov lykkedes det så for de fleste at få ønskebarnet.
 
Det er en stor sorg når det ikke lykkedes. En sorg fyldt med fortvivlelse og gråd. En tid hvor alt føles håbløst og trist. Giv efter for gråden og vreden. Gråden forløser. Vær åben om, hvor svært det er for dig. Brug hinanden.
 
For at komme videre kan det hjælpe at skrive. Skrive et brev, til barnet du aldrig fik. Et brev om dine forventninger til livet med dit barn, alt hvad du drømte op. Alt hvad du må give afkald på, sige farvel til.
 
Prøv på at fylde dagene med små og større ting, du ved gør dig godt. Kom ud og gå en tur. Ganske langsomt vil sorgen fortage sig, og der vil igen komme strejf af glæde ved livet. Strejf, hvor man begynder at tænke over, hvad man vil bruge livet på. Et liv uden børn, eller måske adoption, plejefamilie. Et liv med rejser og oplevelser eller andre livs projekter.